Ole Chr. Risdal/Torger T. Risdal: Her kjem siste delen av amerikabrevet frå Ola T. Skabo.

Med dampskipet «Hero» drog Ola T. Skabo og familien til Hull i England. Frå 1881-1909 gjekk båten frå Trondheim til Hull.

Ikke humant

«Jeg anser det som min pligt at omtale nærmere behandlingen paa søen. Som før berættet gik vi med dampskip «Hero» fra Kristiania til Hull i England. Dagen før vaar ankomst til Hull, blev vi af en mand av mandskapet opfordret til at underskrive et slags opdiktet anerkjendelse om en honet og reel behandling om bord, hvilken opfordring en stor del dumhoveder ogsaa efterkom, men som jeg med flere undslog mig. En stor del hadde allerede underskrevet da de kom til mig. En stor del hadde allerede underskrevet da de kom til mig, hadde jeg været en af de første saa skulde de sandelig ha sparet baade blæk og papir. Jeg formoder at denne anerkjendelse bliver bekjentgjort i aviserne baade vidt og bredt, men mig forekom ikke at være nogen human behandling. Maden, som det alminnelig serverede blant en flok svin. Pynteligheden kan jeg heller ikke beskrive. Thi vi maatte gå i skarnet næsten et helt døgn næsten over hoserne. Derimod til at tigge og at stjæle var de noksaa flinke, det fik visst enhver emigrant befinde, naar man i deres nærværelse skulde gjøre sig til gode af sin medbragte mad fra kufferter og reiseflasker. Netop da var de noksaa blide og sminkede på munden. Paa «Germany» over Atlanteren var det ikke stort bedre med undtagelse av at rensligheden var mer nøie.
Maaltidene bestod av følgende: Til frokost, hvedebrød eller kjæks og smør, ganske god, samt en kop varm drik som de kaldte kaffe, men som de fleste ikke kunde smage. Middag: Oxekjød eller meget salt klipfisk, samt kjødsuppe og potet. Til aftensmad, hvedebrød eller kjæks og smør med thevand. Litt senere, enkelte kvelde serveredes med havresuppe af hvilken en del fik mange portioner, medens en del fik nøie sig med intet. Langs skibets begge sider var anbragt spiseborde og bænke, til hvilke man maatte forføie sig naar maden var ferdig. Forsømmede nogen, naar maden serveredes, kunde man gjøre regning paa at vende tilbage med uforettet sag, dog hadde vi en tolk med navn Bue fra Trondhjem, som stedse stod paa sin landmænds side.

Gamle kjente

Da vi kom til La Cross traff vi mange bekjendte. Den første af disse var Fredrik Fosse, dernest Iver og Amund Sæteren som var paa reise til Minnesota med sine tvende store oxer. Ole og Hans Grosberghaugen traf vi ogsaa her. Ligeledes har vi besøgt en mængde kjendinger i Helgedalen, for det meste fra Skabo, og hvor vi kom blev vi høitidelig modtaget, thi det manglede sandelig ikke paa hverken mad eller drikke og det af det fineste slags, saa at man var nødsaget til at glede sig over deres forsyning.
Paa sine steder er husene smaa og tarvelige af udseende udenpaa, men saa behøver man blot at træde indenfor døren saa møder øiet noget ganske andet end tarvelighed, thi alt er saa fint og rent som hos en embetsjæger i Norge. Lønningerne her er for nykommerne 18-20 daler maaneden nu u aanstid, og dette betragter jeg som en meget god løn for en uøvet. Dagene er paa denne tid kortere her enn i Norge, derimod om vinteren er de længere, thi er det næsten jevnt hele aaret. Ligesaa er natten her ligesaa kullmørk som i oktober hjemme i Norge, ligesaa som den ogsaa er paa en anden tid. Naar klokke her er seks om aftenen, da slumrer de som bedst klokken 12 om natten. Min klokke som i Krisiania var sat i god stand, og sat efter klokken der og stedse gik uden ophold til min ankomst hertil, var da seks timer for fort.
Her i Wisconsin skal ikke være udsigt til noget stort aar, paa grund af den langvarige tørke, thi paa syv uger faldt ike en regndraape her, men nu i paahinanden følgende nætter har det været regn og ualmindelig torden og lynild. I Minnesota har det været regn nok og dermed gode udsigter til et godt aar. I byen La Cross gik varmen en dag op til 106 grader. Kokkepigerne som skulde staa ved staarven (komfyren) fik saaledes skumme godt av sveden. Paa landet har de det derimod langt behageligere med kokkeriet, thi der har de stoven i svalegangen om sommeren eller som oftest i et lidet gissent skur midt paa gardsplassen. Jeg har saavidt forsøgt mig paa arbeidet efter amerikansk vis, og det gaar temmelig hurtig fra haanden. Jeg har arbeidet en hel uge hos Nils Rudi, og endnu føler jeg mig aldeles lige god. Dog maa jeg sige for alvor at jeg slet ike tror at arbeidet her giver mer end i Norge, for man er slet ike nøie paa om fjerdedelen af høiet ligger tilbake paa marken. Nu begynner harvesten (skuronden) saa smaat at sted om andet. Min kone hyrede sig hos en mand ved navn Andreas Dahl, som før har drevet landhandleri, men har nu sluttet med samme og driver nu kun med drikkevarer. Hun kokker og opvarter med mere og trives godt.»

Torger T. Risdal publiserte brevet i Gudbrandsdølen og Lillehammer Tilskuer i oktober 1971.