Ole Chr. Risdal/Torger T. Risdal: Andre del av amerikabrevet frå Ola T. Skabo. Farlige sjøer «Kl. 7 om aftenen intraf en begivehed, som jeg ikke vil undlate at omtale. Idet jeg skulle hjelpe min søster op paa dekket, som selv ikke kunde gaa paa grund af bevegelserne, og paa grund af gulvets glathed, falt vi begge overende ved en braa bevægelse af skibet. Dog fik jeg med min hand tag i en massiv jernhanke, og med den anden reiste jeg min søster op, og idet samme kom en mand mig til hjelp, som aabnede døren til et lidet rum eller falluke ved siden af os, i hvilket vi alle tre smat ind. Jeg blev den sidste i døren og ved at se mig tilbake, fikk jeg se en braadsø som kom stubende ind iver dekket og øieblikkelig slog jeg døren i laas. Men ettersom dette lille rum var aabent nedentil, saa kom vannet fossende der og sprutende næsten jevnhøit med os. Enhver kan tænke sig, hvilken forskrækkelse dette maatte forårsage en kvinde, uagtede jeg trøstede henne og foregav at ingen fare var paa færde. Min kone, som var tilbage nede i rummet, stod det heller ikke meget behagelig til med, som vidste at vi var paa dekket, og i sin næsten bevistløse tilstand, blev var at nogle mennesker kom skummende med fossen ned gjennem trappen. Endelig skyllede vandet du saa meget, at vi igjen kunde krabbe os ned i rummet, hvorover de stakkels fruentimmer var meget glade over at alle var velbeholdne slupne du af den fare som de i sin enfoldighed troede det var. Hval og isberg Den 15de svag modvind og udover dagen. Kl. 4 e.m. lit sterkere med lidt regnbyger. En dag så vi en del isbjerge, dog ikke store. Det største hadde en lighed med en kirke, baade af fasong og størrelse, forsynet med to taarne. Tre hvalfiske er ogsaa sett, af hvilke jeg har sett en, og dette var ikke en ubetydelig fornøielse. Nesten hver kveld holdt en engelsk haugianer aftenandagt i rummet for en afdeling englændere. Svenskerne og nordmændene, fornemmelig gudbrandsdøler, som inge forstaaelig har, forlyster sig med dans. Den 19de. En pige fra England døde i dag. Hun var neste dødssyg da det bragtes om bord. Land har vi seet i dag som en lang rekke av fjeldhøider til høire for oss. Disse virker ubeboet. I disse la endnu en del snefonner. I dag, ligesom forrige søndag, holdtes gudstjeneste paa første plads forettet av kapteinen. Paa hans prediken eller forelesning har jeg ikke i det mindste at udsætte ligesom jeg heller ikke vil indlate mig paa at rose den, hvilket har sin gode grund deri at jeg ikke forstod et ord. Kanada i sikte Om eftermiddagen fikk vi viden med. Den 20de kraftig medvind samt noget taage. Udpaa dagen skimtes igjen land til venstre, nemlig Kanadas grændser, som vi til hver tid kom nærmere. Her var aaser og daler og overalt dækket med skov. En masse større og mindre seilskibe vrimlede os nær og fjernt. Landet her var for det meste ubebygget. Kun enkelte smaa huskretse her og der, formodentlig fiskelandsbyer. Den 21. hadde vi land paa begge sider, og næsten overalt bebygget og dyrket med smukke farmer. Den 22. om morgenen laa vi for anker strax udenfor Quebek, men strax lyset indfant sig, lagde skibet ind til bryggen, hvor vi gikk i land og ledsagedes til jernbanestationen, hvor vi maatte skifte billetter, samt faa vaare kasser forsynede med mærker, hvorefter vi bragtes til jernbanen. Det meste af stwden laa paa den modsatte side, saa vi ikke fikk anledning til at tage denne i synderlig øiesyn, kun festningsværkerne, som var meget massive, samt enkelte huse til. Kl 3 e.m. drg vi afsted gjennem landet med jernbanen. Natten mellem den 24de og 25de ankom vi byen «Skjania». Tak av «sølv» På denne tur var uendeligt meget smukt og rart at se, saavel af byer som av skove og farmer. Byernes antal har jeg ingenlunde noget begrep om, bare paa de jeg har seet, som formodentlig er ligesaa mange, nemlig de vi har passered forbi ved nattetid. Her var byerne langt mere smukkere og tiltrekkende end i England, thi her husene for det meste hvide og lyserøde, medens de i England var sorte. Kirketagerne og taarnene her tillige med flere hustage var av sink, så de glinser av sølv. Farmernes huse var ogsaa for det meste hvide, dog for det meste ikke store, men heller ganske tiltrekkende. Jernbanetogene streifede over alt til dels mødende, dels forbigaaende på kryds og tvers i alle retninger. Ved udløbet av Lake Huron blev vi med dampskib sat over til Detroit, hvor kasser av tollvæsenet blev fortollet. Dette medtog mange timer med at rumstere blant vårt tøi, og hvorsomhelst de kunde afsnuse noget nyt stof til klæder, hvad enten det var kjøbt i Christiania eller hjemmevævet, saa blev dette fortollet, og tillige andre nye varer saasom saugblader og høveltænder m.m. Saadant gjør man bedst at opbevare i madkisterne, thi ingen af disse blev undersøgt. Nyr skotøi var de ogsaa hissige paa. Veiene skilles Endelig efter at kasserne var indstuede i vognene, kom vi igjen i bevægelse, og afsted gik det utrolig hurtigt, dog varede det ikke længe, førend de stoppede og vi som skulde om Milvaukee, blev liggende tilbage, medens trainet reiste med de som skulle til Chicago. Her laa vi naa omtrent 4 timer inden trainet kom og hentet os. Vi reiste nu til en liden by kaldet Grandtrunk, hvor vi ankom tidligt om morgenen den 26de.. Her forlod lokomotivet os tilbage i vognerne, og det blev mange timer før de afhentede os. Efter 2 timers hurtig reise ankom vi til staden Grundhaven, hvor vi blev ledsaget til bryggen for at gaa med dampskibet over Lake Michigan til Milvaukee, til hvilken stad vi ankom etter 3 ½ times fart den 27de. Da alle kasserne var aflesset, savnedes tre stykker, af hvilket den ene tilhørte mig. Jeg ilede strax til agenten, som var norsk, og fortalte ham min historie om det bortkomne tøi, hvortil han svarede at det sikkert vilde komme efter den næste morge, men det beste var at vente til det kom. I emigranthus Det blev nu bestemt at det meste av følget skulde reise, medens jeg med nogle bekjendte skulde vente. Vi tog nu logis i det herværende emigranthus til om morgenen den 28de., som snart kom, og skibet som ventedes kom ogsaa, men kassernre ikke. Vi maatte finne oss i at vente, ved hvilket tilfælle fik andledning til at tage byen i nærmere øiesyn. Her var mange storartede fabrikker og maskinverksteder at se, samt ualmindelige brilliante butikker, som her kaltes staar. Skibene gik her midt ind til staden gjennem en smal afstikker af fjorden, og hele veien var der anbragt brygger, og broerne som gik herover, var noget som forekom mig meget merkelig. Her passerede skibe uophørlig frem og tilbage, og paa grund heraf maatte broerne ryddes af veien, og jeg saaledes forsøge at fortelle fremgangsmaaten hermed. Tre mænd måtte stadig opholde sig paa hver bro for at udøve sin manøvre, hver gang et skib kom farende. Midt paa brien var et nøglehull og en firkantet tap som paa et ur paa hvilket de satte en nøgle forsynet med tre lange skaft, et til hver mand, som nu begynte at gaa rundt, og med det begynte broen at bevege sig rundt som en snurrebasse. Medens nu broen stod langs efter floden for skibet forbipaa den ene siden, hvorefter broen igjen fortsatte turen og enderne føiedes noksaa honett sammen med landkarene. Kassene til rette Om aftenen tog vi os logis i byen som kostede os 40 cents for seng og frokost. Den 29de om morgenen skulde vi igjen til bryggen og søge efter vaare kasser, og nu var de til vaar glede kommet, Øieblikkelig fik vi en vognmand til at tage dem paa og kjøre dem til jernbanestationen. 3 af vort følge som skulde til St. Chlaud i Minnesota, reiste kl. 11 f.m. medens jeg og min kamerat, Nils Hage, som skulde til La Cross maatte vente til kl. 2 e.m. til hvilken stad vi ankom kl. 2 om natten. Her maat
te vi tage logis paa på plattformen under aaben himmel. Den 30de om morgenen gik vi ind til staden og fandt de øvrige af følget, som her ventede os. Farmeren Nils Rudi, som boede 3 ½ norske mile herfra, havde nu faaet tidende at vi var ankommet, hvorefter han strax kom med en del hester og hentede os hjem til sig, hvor vi ankom omtrent klokken to om natten, og her blev vi saavel af verten som af vertinden bevist al den opmerksomhed og humanitet som nogensinde kunde tænke sig.» (Siste del kjem seinare denne veka).