Illustrasjon

OLE CHR. RISDAL/TORGER T. RISDAL: I 1870 drog Ola T. Skabo (f. 1835) åt Amerika med kona si og fleire slektningar. Han var fødd i Øvre Skåbu og var den yngste av fleire sysken, og skulle vere ein kar med særs gode evner. Gifta si hadde han frå søre Prestgarden i Heidal, der han dreiv med landhandleri ei tid. Men etter nokre år var det ein auksjon på Prestgarden der han og kona selde det meste av eignelutane sine før dei drog. Brevet, som her er gjengitt, har Ola Skabo skrivi like etter at dei var komne over åt Amerika. Som ein ser er det stila åt broren Iver Skabo og svogeren Tore Prestgarden. Dessverre er siste delen av brevet kome bort, men ein får da høyre om reisa over havet, heilt til dei nådde fram til slektningar og landsmenn i det nye landet.

Dette skåpet blei kjøpt på auksjonen som Ola Skabo hadde på Prestgarden, og er no i nørdre Risdal i Skåbu. Broren, Torger Skabo, gifta seg med Beret Risdal (nørdre), og det er mogleg at det var han som kjøpte skåpet. Det har årstalet 1757. Da Ivar Kleiven var i Skåbu på ei samlarferd såg han skåpet og meinte at mannen som er avbilda på døra, var sorenskrivaren i Vågå, Henrik J. Smith. På tverrfjølene mellom hyllene finn ein bokstavane L.I.S. Kven kunstnaren kan vere er ukjent. Det er iallfall Kristian T. Risdal som har friska opp att feltet til venstre for døra. Foto: Torstein Risdal.

«Eftersom jeg endnu er lidet bereist i Amerika og saaledes ikke har meget at berætte om landets anliggender, saa tilader jeg mig herved istedet derfor at hjemsende et uttdrag af min reisedagbog fra fedrelandet hertil, om det muligens maae ligge i enkelte slektningers og venners indtresse at se en skildring av en saadan reise, skjøndt jeg betviler om, at formatet vil faa udseende af en stor avis, saa skal samme aligevel ikke hindre mig i at fuldføre min engang fattede beslutning, selv om jeg skal blive nødt til at sammenhefte en hel bog med uldtråd og sende sammen med pakkeposten.
Den 3die d.a. kl.5 aften forlod vi Kristiania med dampskipet «Hero», hvor mange hundrede mennesker stod tilbake paa bryggen og til avskjed viftede med sit lommetørklæde eller sin hat, hvilket vi også gjengjældte med samme mynt. Den 4de kl 5 1/2 f.m. ankrede vi i Kristiansand, hvor vi maatte stoppe, medens de inntog en uhyreladning fiskekasser. Denne ferie benyttedeen del av os til at gå i land og bese byen, samt at gjøre indkjøb av enkelte smaa gjenstande, som vi endnu manglede, og det nøvendigste av det var at opsøge en ølkneipe for at slukke vår tørst for sidste gang i fædrelandet. Fiske indskibningen varede intil kl 3 1/2 e.m., hvorefter vi fortsatte kursen mod vest for at gjennompløye Nordsjøen, som i grunden ikke kan betragtes som nogen fornøielse;thi det var sandelig en ganske urolig krabat. Da vi kom et anseeligt stykke fra land, begynte vaagen at blive temmelig drøi, ogde fleste begynte at blive mere og mindre svimmel i hovudet, hvorefter en gruelig opkastning paafulgte, i hvilket urin som vare karske ogsaa vilde omkomme, saa jeg trygt kan sige, jeg aldrig har set en så stor elendighet, som denne pinsenat bragte os. Jeg stod meg meget godt endnu, og saaledes maatte jeg uopphørlig avansere mellem de syge, og enhver kan tenke sig hvilken fornøielse det var at traske i denne væmmelighet, ja det var saa modbydeligt at det omsider ogsaa bragte mig til at kaste op, dog var jeg derfor lige god.

Verdens skjønneste

Den 5te ud paa dagen var de fleste paa benene igjen, men en del maatte holde sengen til henimod aftenen. Hele denne dag var temmelig smuk, ligesom ogsaa natten efter. Den 6te om morgenen kl. 8 landede vi i Hull i England, og maatte uden frokost og kaffe, ledsaget af en veiviser, spadsere til et hotel, hvor vi indtog en tarvelig midag besaaende af hvedebrød med smør, samt kjødsuppe. Kl. 2 e.m. begav vi os paa jernbanen som bragte os til Liverpool til kl. 8, altsaa 6 timers reise.Landstrækningen eller de dyrkede marker herover England var det smukkeste mit øie hidtil har dvælet ved. Ligesom jeg ogsaa er overbevist om at intet sted i verden kan overgaa dette i sin skjønhed. Ligeledes saa vi en del større og mindre byer, hvilket ikke var mig synderlig smukke at se til, dog var det i det store og hele uendelig meget og storartet at se. Ved ankomsten hertil blev først henviste tilet kontair, som vi endelig naaede efterat vi hadde trasket gjennom en uendelig række af gader. Her blev vi saa en snever oart indstuet fra en gade, og efterat man hadde taget fra os en del av billettene, som skulde tegnes paa og tilbageleveres den følgende dag, maatte vi i all hast begive oss ud igjen til en anden gade. Herblev vi delte i 3 flokker og som fædrifter jaget til hoteller, hvor vi ankom omtrent kl. 11. Aftensmaden som bestod af kaffe og smørebrød, var snart ferdig og fortæret, hvorefter vi skulde begive os til vaare soverum, som paa grund av noget usedvanligt bragte os i forundring, da ikke alene gutten fra gjenten, men mannen fra konen maatte skildes og begge kjønn sig forføie til hver sine værelser, Den syvende, efter at vi at hadde indtaget frokost og midag, begav vi os efter ordre til jernbanestationen for at ordne og tage vare paa vore kasser, som med hester skulde transporteres fra bryggen.

Store hester

Disse jernbanehester saavel her som i Hull bragte stor beundring og opsigt blant emigranterne paa grund av sin ualmindelige størrelse, og byrden som tvende af disse med lethet trekkede, var saa overdrevent at om jeg skulde forsøge at beskrive det, saa vilde det se saa tåpelig, saa mange vilde fristes til at sige at jeg have lyvet. Jeg gikk ind til siden af en, som jeg antog for den største, men det var bare saavidt jeg kunde legge handflaten op på dens manke. Af alt det andre her som vagte min opmerksomhed, vil jeg inskrænke mig at nævne det overhaandtagende af fattige, som den by maa være i besiddelse af, thi en uhyre vrimmel af skidtne og fillete ledsage os stedse gjennem gadene med hujen og skrigen og spetakkel, saa det var ganske vemmeligt og ubehageligt at bane seg vei gjennem denne sværm.
Kl. 4 e.m. blev vi indstuvet i en liden hjuldamper, hvor rummet var saa snevert, at vi næppe kunde puste. Denne skulde transportere os til hinsides fjorden for at aflevere os til atlanterhavsdampskipet «GERMANY», som laa ved den søndre del af byen. (Liverpool ligger paa begge sider).
Nu blev vore kasser i hast heiset op med kran af den lille damper og siden firet ned i lasterummet paa den store, og vedkommende skibs lidderlige mandskap bidrog alle til at saa meget som muligt blev ramponerede, at sønderslaae vore kasser, og det var med nød vi kunne tage de mest ramponerede til siden for paa en eller anden maade at gjøre dem i stand. En mengde varer andkomme paa begge sider for at indskibes her, hvilket medtog tiden til kl. 4 e.m. den 8de.

Snurrebass i luften

Medens denne venten stod paa, havde vi god anledning til at se den store mengde dampskibe der passerede til og fra byen. Engang fik vi øie paa et syn i luften, som af fasong lignede en snurbasse. Dette var en luftballong som svevede fra syd mot nord, og det var sandelig en forunderlig figur. Efter overomtalte tid ble ankeret lettet, og skibet begynte saa smaat at bevæge seg mod det store hav, og det varede ikke lenge før landet var tabt af sigte. Den 9de saa vi igjen land paa begge sider. Irland paa venstre og England på høire side. Paa begge sider saa man en række af fjellhøider saa det forkom mig ved synet af disse at seglede etter Heimdalsvandet med undtagelse af at høiderne var altfor lave, og baaden noget større, end de jeg var vant med der. Stærk modvind trodsede os hele tiden, og søsygen har begyndt at indfinde sig hos en masse av emigrantene og verst hos kvindekjønnet.
Den 1ste var stormen ligedan, og paa grund heraf var alle forsynte med et godt rus, saa vi slang hid og did, og hist og der saa man menneskene staa i krum anstrængende sig med opkastningen. Jeg havde nær glemt de forstyrrelser som fant sted den første kvelden om bord paa dette skib, thi etter at de fleste hadde køiet sig, kom 3 a 4 mand og visiterede køierne, thi i den bagerste del av skibet var indrettet staaende køier, hvilken del var fraskillet ved en panelling med tvende dører i. Dette rum skulde udelukkende benyttes af kvinder og børn. Hvorsomhelst det befandt sig en mandsperson, blev denne tvungen til at forlade dette rum øieblikkelig, for at i et andet at opsøge en hængekøie, af hvilken det forefandtes en mengde. Saaledes visiteredes hver aften.
Kl 10 den 11te havde vi vinden imod os hele tiden en stund du paa natten. Om aftenen dans i rummet efter Harmonika. Den 12te om morgenen vinden imod til ud paa dagen, hvorefter den kastedes om til siden, saa seilene igjen blev heist. Søsygen vedvarede saa smaat endnu. Den 13de sterk vind hele dagen, samt lit regn. Den 14de meget sterk vind, ja storm, saa meget paa skraa at skibet overskylledes til hver tid, saa det ikke var muligt for emigrantene at opholde sig der. En stor del holdt stadig sengen.»

(2. del kjem seinare denne veka)